Høns om vinteren

Hvad skal du være opmærksom på, ved hønsehold om vinteren?

Det er altid en rigtig god idé, at anskaffe sig en ekstra vandautomat til dage med frostvejr. Når du går i hønsehuset tager du en ny omgang tøet vand med ud til dine høns, og tager den frosne vandautomat med ind. Den lader du tø op, og skifter vandet, inden du næste gang går i hønsehuset.

At høns har adgang til tøet vand, er meget vigtigt for hønsenes generelle trivsel. Desto mere vand, høns har adgang til at drikke, desto mere kan de æde, for at holde varmen i den kolde tid. Det er oftes mængden af vand, som afgører, hvor meget hønsefoder, dine høns kan indtage. Hvis du har adgang til strøm ved hønsegården, kan du også vælge, at anskaffe dig en varmeplade, som sættes under vandautomaten, og derved holder vandet tøet.

Vand og foder skal være tilgængeligt udendørs under et overdækket område.

I vinterperioden kan det være godt, at supplere hønsefoderet med knækket majs. Knækket majs er nemmest at indtage for høns, og så har majs et højt energiindhold, og giver derved ekstra brændstof i den kolde tid. Sidegevinsten ved at supplere med majs, er, at du får en dejlig gul blomme i dine æg. Husk, at hente dine æg tidligt på dagen, så æggene ikke frostspringer.

Vinteren er en fugtig årstid, og høns er derved mere modtagelige overfor luftvejsinfektioner. Du kan gøre dine høns mere modstandsdygtige og højne deres immunforsvar, ved at give dem presset hvidløg et par gange om ugen. Hvidløgen presses udover dit hønsefoder. Hvidløg har et højt indhold af anti-oxidanter. Herudover kan du et par gange henover vinteren tilføre vitaminer i vandet.

Jørgen Bang / 26. januar 2015

By | 2015-01-30T11:21:24+00:00 januar 22nd, 2015|Bangs Hønseblog|Kommentarer lukket til Høns om vinteren

About the Author: