Info

Blodmider og utøj hos høns

Blodmider er en af de mest udbredte og frygtede parasitter i hønsehuse. Et angreb af blodmider kan gå hårdt ud over dine høns’ trivsel, sundhed og æglægning – derfor er det vigtigt at behandle hønsene, så snart det opdages.

Blodmider hos høns – sådan opdager og forebygger du dem

Hvad er blodmider?

En blodmide er en mikroskopisk mide (typisk ca. 1 mm lang), der lever af at suge blod fra høns. Blodmider er mest aktive om natten, hvor de angriber hønsene i redekassen eller på siddepinden. Om dagen gemmer de sig i revner, sprækker og andre mørke steder i hønsehuset.

Uden blod er blodmider næsten gennemsigtige eller grålige, men efter et blodmåltid bliver de røde. De har en oval, dråbeformet krop. De lever så vidt muligt skjult i dagtimerne og angriber især om natten.

Hvordan opdager man symptomer på blodmider?

Der er flere tegn, du kan holde øje med:

Fjertab og fjerplukning: Skaldede pletter eller ødelagt fjerdragt kan skyldes, at utøjet irriterer huden. Hønsene klør sig meget.

Synlige parasitter: Undersøg hønsene omkring halsen, under vingerne og ved kloakken. Blodmider kan ofte ses, hvis de har suget blod.

Ændret adfærd: Høns, der plages af blodmider, kan blive svækkede, have mindre appetit eller helt miste den og lægge færre æg.

Æg med blodpletter: Små blodspor på æggeskallen er et tydeligt tegn på blodmider.

Test med klæde: Tør siddepinden med et lyst klæde. Kommer der røde pletter, er det tegn på blodmider, der er blevet mast.

Hudirritation hos mennesker: Ofte opdager man blodmider, fordi man får små røde pletter på sig selv, når man ordner hønsehuset eller samler æg.

Andet utøj hos høns

Blodmider er ikke de eneste uønskede gæster i hønsehuset. Lus og lopper kan også genere dine høns. Lus kan ses direkte på hønsenes hud og fjer. De giver uro, kløe og i værste fald sår. Lopper opdages ofte først, når ejeren selv får loppebid. De opholder sig gerne i redekasser og strøelse.

Sådan forebygger du blodmider og andet utøj

Sørg for regelmæssig rengøring af hønsehuset, så hønshuset er rent og tørt, især redekasser og siddepinde.

Undgå revner og sprækker i hønsehuset. Jo færre gemmesteder til blodmider, jo sværere har de (og andet utøj) ved at gemme sig og overleve. Tjek jævnligt, om hønsene har utøj på sig og hold øje med deres adfærd.

God hygiejne i hønsehuset og adgang til strøelse og sandbad hjælper hønsene selv med at holde utøj nede.

Hvor kommer blodmider og utøj fra?

Blodmider lever i miljøet og kan gemme sig i sprækker, brugt strøelse eller fugtige områder. De kan komme med vilde fugle eller kan bringes ind via foderudstyr, urene transportkasser eller redematerialer.

Lus kommer tit med nye høns, der allerede er inficerede. De lever hele livet på høns og smitter hurtigt resten af flokken.

Lopper findes i jord og strøelse, især i fugtige områder. De bæres ind af vilde fugle, mus, rotter og andre smådyr. De bider ofte mennesker, hvilket gør dem lettere at opdage.

Se vores produkter til bekæmpelse af utøj og blodmider her